Mor’s fødselsberetning – mon den passer med mandens oplevelse af sønnikes ankomst? 💙 den er altså ret lang… (PS. I skulle læse min journal)

Terminen hed d. 23/1-2016 og jeg havde jo nok fået overbevist mig selv om at vores mirakel baby selvfølgelig ankom TIL TIDEN (men jeg skulle blive en del klogere) nogle dage efter gik vandet hos min svigerinde og de fik en skøn pige, jeg var lykkelig på deres vegne, men skuffet og sur over at det ikke var MIN tur, jeg gik bare stadig rundt med den KÆMPE dunk som efterhånden drillede mig en del og M derinde gav den seriøst max gas som var han en kommende verdensmester i kampsport 🙄 kooooom nu ud til os lille skat..!!!
13 dage jaaaa 13!!!! dage gik jeg over tiden, hvilket betød igangsættelse på en eller anden facon.
Vi havde sidste Jordemoder konsultation og fik et lille kort med et klokkeslæt (kl. 8.00) hvorpå vi så skulle møde op på fødegangen på sygehus Vendsyssel i Hjørring.

Med ikke så meget som en lille plukvee drøner vi afsted mod Hjørring, selvfølgelig er den berømte taske med, just in case (jeg var jo altså totalt optimistisk førstegangsmor som troede jeg skulle have ungen ud inden frokost)
Meeeen nej nej nej…. stille og roligt skulle vi have tjekket til baby derinde i maven, kørt strimmel i 1 times tid, målt hjertelyd, scannes og en masse snak om fødsel, baby og medicin til igangsættelse… okay okay, stik mig så det medicin kære jordemoder så vi kan få gang i det her… i hånden får jeg noget nær VERDENS mindste lille mikro pille og et glas vand… nåååh ja ser man det, skal den lille bitte pille hjælpe mig med at få Ninja’rn ud?? Well, jeg skal have 1 pille hver anden time, vi får besked på at tage hjem og slappe af og lettere slukøret sætter vi kursen hjemad.

Eftermiddag kl. 15.00 skal vi møde op på fødegangen igen til tjek, imellemtiden har jeg ædt endnu en mikro lille bitte pille og er spændt på hvor mange jeg skal sluge før der kommer til at ske mere… (hmmm)
Tjek tjek tjek, her er flere piller, smut i bare hjem igen og hvile jer, og husk nu at ringe hvis der er det mindste!!!
Vi er atter hjemme, og det er tid til aftensmad (det bliver kinesisk takeaway, mindes jeg) har endnu ikke mærket sådan helt vildt meget til nogle veer andet end det spænder lidt over mavsen, så vi tager det stille og roligt med maden… jeg skulle konsultere min jordemoder inden jeg måtte tage 1 pille mere, jeg ringer og giver status og vi får thumps up til mere medicin – DEN SKULLE JEG DA ALDRIG HAVE TAGET…!!!! altså hør her, de der VERDENS mindste mikro lille bitte pille kan forårsage ve-storm som bivirkning skulle jeg lige hilse og sige. 2 timer efter sidste pille gik jeg rundt i huset som en høne der havde fået kappet hovedet af, samtidig med at jeg gav mig som et gammelt loft i stormvejr, nogle gange stod jeg på alle 4 i sofaen og gøede af en mand som SPURGTE OM JEG HAVDE ONDT???!!!
(Are you f******* kidding me??)

I desperation ringede jeg til jordemoderen, efter bedste overbevisning var JEG sikker på at jeg var sekunder fra at føde, jeg have det man kalder koblede veer, så det der med at få slappet imellem var en by i Rusland (hav respekt for VERDENS mindste pille!!!) vi blev dog enige om st give det lidt mere tid derhjemme hvor jeg tog et skøøønt bad og så var man ligesom også klar til at smide samtlige hæmninger man ejede på briksen.

Lidt i midnat går den ikke længere, min prusten, og av av av var blevet værre så vi kørte mod Hjørring igen i hvad jeg dengang tænkte var helvedes landevej. Rundkørsler og sving er bare et KÆMPE no-go når man har en fødende kvinde på forsædet (info: til mændene)
Jordemoderen var endnu ikke dukket op, så vi blev anvist til et undersøgelsesrum hvor jeg gik rundt og havde den sødeste sygeplejeske som synes jeg bare var MEGA sej til st tage veerne. 💪🏻
Jordemoder kom og skulle jo selvfølgelig undersøge hvor langt jeg var i forløbet – nedslående, ikke så langt som min hjerne synes vi var.
Hun gik til konference og kom tilbage, ja de var jo så blevet enige om at vandet skulle tages eftersom jeg var ret så plaget af de her koblede veer…
og vand kom der, så og gang i sagerne, på flere punkter… hold nu kaje for en nattefest vi havde gang i her, der var både lattergas, epidural-blokade, bræk, skalp-prøver på baby’s hovede (jaa, han var endnu ikke født) s-drop, ilt, transportabelt toilet, tøjskift, manden fik en lur osv osv… og pludselig blev der morgen med fuld gang i miss sunshine udenfor, mine forældre var lige ankommet og manden var blevet vækket, for NU skulle der dælme til at kæmpes, vi kørte nu på 13,5 timer og mor her er totalt færdig, jeg magter virkelig ikke at skulle gøre noget som helst aktivt mere, kroppen havde ikke fået hvile i maaaange timer og man føler man har kæmpet en krig ALENE mod 1000 riddere på heste og lanser.
Men hvorom alting er så vil ham Milo jo altså til at berige os med hans tilstedeværelse og jeg bruger 1 time og 10 min på at få ham helt overtalt, med fantastisk hjælp fra min mand og mor på sidelinjen, sygeplejersker som holder bentøjet, for de stænger er altså trætte (ja altså mine ben)

Og den time føles som en evighed, en smerte jeg nok aldrig kan beskrive, en kamp som føles lang og sej og totalt opgivende… men lige pludselig kommer der en SMUK OG FANTASTISK dreng op til mig og jeg er på et split sekund lige blevet MOR- verdens lykkeligste MOR.
Og på en split sekund bliver jeg ulykkelig, forvirret – jeg har en læge til at sidde i skridtet på mig og kan slet ikke forstå hvad der foregår, pludselig er stuen fyldt op med personale og jeg forstår cirka NUL af hvad der sker, jeg husker at jeg bliver kørt i “Hollywood-film-drama” style ud af fødestuen mens jeg grædende kigger på min mand som ligger med vores lille mirakel på brystet.
Jeg har stadig en læge imellem benene, jeg er på vej til operation ÅBENBART…!! Akut!!
Sønnike valgte så åbenbart at fejre hans ankomst med et hurra og begge arme over hovedet… og så kan i selv regne ud hvad det indebar.

Indlægget blev jo lidt langt, så hvordan det gik efter fødslen klarer vi lige en anden dag 🙂 ❤️

M

En mands fødselsoplevelse.

Jeg glemmer aldrig dagen. Fruen var gået en del dage over hendes termin og jeg havde fået sindrigt forklaret at nu skulle hun altså sættes igang.
Jeg kører hende op til Hjørring sygehus (køretid ca 30 minutter) om morgenen til tjek for om junior vil til at kigge ud. Det vil han ikke. Men jeg mindes hun får noget medicin for at skyde projektet igang. Vi bliver derefter sendt hjem med besked om at kigge op efter nogle timer.
Hvad der sker i disse mellemtimer står mig meget uklart. Men vi tøffer op til de søde folk på sygehuset igen (køretid ca. 30 minutter)
Denne gang bliver fruen også tjekket, om det er nu vi skal til at have junior ud. Det skal vi ikke. Jeg tror hun får lidt mere medicin og så tøffer vi hjem igen.
Dagen er nu ved at være omkring aftenstid (jeg har et par timer jeg igen ikke kan gøre rede for) og vi hygger på sofaen med mad og kaffe. Fruens største frygt er vidst min reaktion på at skulle ud af sofaen endnu engang. Men som et lyn fra en klar himmel står det mig lige pludselig meget klart at nu skal være nu.
Vi får fat i vores Jordemoder og får aftalt at vi “sætter” os i bilen (den ene af os sad ikke) og at vi mødes på sygehuset. (Køretid 12 minutter)

Vi suser igennem den ene rundkørsel efter den anden. Og ifølge fruen er der mindst dobbelt så mange vejbump denne gang. Jeg har været forudseende og pakket den store fede bil på gule plader, den har vel sagtens stået i tænding i noget der ligner en halv dag.
-note til kommende forældre. Når i tager en stor bil på gule plader når i skal op og have udleveret jeres afkom, så husk at have aftalt på forhånd hvordan den lille økonomiske hvidpladebil finder vej op til sygehuset i umiddelbar fremtid. – i er nemlig en mere når i skal hjem.
Jeg smider fruen af foran indgangen og får på noget der ligner 30 sekunder parkeret bilen og røget 4 smøger, før jeg i pace 3,00 får fundet fruen igen!
Heldigvis har jeg været på et aftenkursus hvor vi ved hjælp af slide shows fik planlagt ruten for os. Endnu mere heldigt var det at fruen havde hørt efter den aften.
En af mine største skuffelser denne aften må have været at hele sygehuset ikke stod på den anden ende da vi ankom (sen nat). Ikke så meget som en pedel med et lille dannebrogsflag kunne det blive til.
Men jeg får racet fruen op til de ventende læger og jordemødre. Vores jordemoder er dog ikke ankommet endnu og jeg får fortalt at vi ikke behøver at stresse endnu. Men med en puls på 250 og en frue der er sekunder fra at føde er mit fokusområde et hundrede procent en fødestue og et hav af lægeligt personale.
Hun skal dog lige tjekkes en sidste gang før vi kommer så langt. De synes faktisk ikke hun er langt nok i projektet endnu, men med smerter som en slået finger i piratfiskfyldt farvand kommer der lovning på at de vil “tage vandet” og sætte showet igang.
Nu er vi satme klar! Nu skal jeg være far!
Herefter følger 8 timer med usundt mange gange lattergas (har fået af vide hun kun fik det en time, da det er max – men jeg kan så hertil tilføje at man skal høre sandheden fra babyer og folk på lattergas!) kanyler, lægevagtskift, kaffe, mad, toilet besøg vi aldrig snakker om igen, holden i hænder, duppe panden med kolde klude, støtte og en masse andre vilde ting jeg kun svagt husker.
Det hele går lidt i stå efter en ordentlig gang bedøvelse af en art og jeg får besked på jeg lige kan tage en slapper på en briks ved siden af. Det bliver så til en god skraber imens fruen kæmper derud af.
De er dog så søde ikke at vække mig da et toiletbesøg bliver flyttet ind på fødegangen. De er Tilgengæld så søde at vække mig nu hvor det begynder at blive spændende. Vi kører nu på 14 time og med en kæreste der har slugt mere lattergas end Simon Spies og et åndedræt som et elitesportsudøver er det hele ved at være ganske virkeligt og junior kommer tættere og tættere på at skulle møde os.
Stuen fyldes med mere og mere personale og jeg upper mit pleje-game. Nu skal de satme se hvor sød en kommende far jeg er!
Vil du se?
Ej.
Pres! Pres! Husk åndedrættet! Pust ud, sug ind?! Pres pres pres pres pres.
Jeg kan se hans hovede! Og han har hænderne over hovedet (det er ikke en god ting som jeg eller ganske naturligt ville mene det ville være når man skal have noget stort ud fra noget/nogen små(t))
VRÆæÆææææLlllLlLl!
Hele min verden går i stå. Min baby er kommet til verden, jeg er far, jeg græder, og smiler, han er blå, gad vide om han altid vil være så krøllet, fruen får lov til kort at holde ham før hun bliver drønet videre til operation. -Nu er han lige pludselig det smukkeste i verden. Ingen folder, ingen krøller, en sund ikke blå hudfarve, verdens mindste hænder og fødder. Alle fortæller mig at han er helt perfekt. Det er han virkelig! Nok verdens bedste baby faktisk!
Jeg får besked på at tage min trøje af og ligge mig med ham imens fruen bliver lappet sammen. Hele min verden er i stå. Jeg kan kun fokusere på verdens smukkeste lille skabning. Og et par billeder – så fruen kan se hvor lækker han er når hun kommer til hægterne igen. Jeg får ham vejet og tjekket. Han er stadig helt perfekt.
Vi bliver kørt op på en stue, Milo stadig liggende på mit bryst. Kun dækket af mine arme og et tæppe. Vi får mange undrende blikke. Vi er mega ligeglade. Jeg har lyst til at skrige til hele verdenen at jeg er verdens lykkeligste mand!! Fuck store biler , dyre huse og rejser syd på. Det her et fandme virkeligt.
Jeg har aldrig levet så stærkt som de to timer hvor jeg er far for første gang i mit liv. Det kan ikke sammenlignes med noget i hele verden.
Måske kun overgået af at se fruen efter endt operation blive verdens bedste mor i samme sekund hun får lov til at holde ham – og hun har ikke sluppet ham endnu.