Mor blogger – fødsel | barn

Mor’s fødselsberetning – mon den passer med mandens oplevelse af sønnikes ankomst? 💙 den er altså ret lang… (PS. I skulle læse min journal)

Terminen hed d. 23/1-2016 og jeg havde jo nok fået overbevist mig selv om at vores mirakel baby selvfølgelig ankom TIL TIDEN (men jeg skulle blive en del klogere) nogle dage efter gik vandet hos min svigerinde og de fik en skøn pige, jeg var lykkelig på deres vegne, men skuffet og sur over at det ikke var MIN tur, jeg gik bare stadig rundt med den KÆMPE dunk som efterhånden drillede mig en del og M derinde gav den seriøst max gas som var han en kommende verdensmester i kampsport 🙄 kooooom nu ud til os lille skat..!!!
13 dage jaaaa 13!!!! dage gik jeg over tiden, hvilket betød igangsættelse på en eller anden facon.
Vi havde sidste Jordemoder konsultation og fik et lille kort med et klokkeslæt (kl. 8.00) hvorpå vi så skulle møde op på fødegangen på sygehus Vendsyssel i Hjørring.

Med ikke så meget som en lille plukvee drøner vi afsted mod Hjørring, selvfølgelig er den berømte taske med, just in case (jeg var jo altså totalt optimistisk førstegangsmor som troede jeg skulle have ungen ud inden frokost)
Meeeen nej nej nej…. stille og roligt skulle vi have tjekket til baby derinde i maven, kørt strimmel i 1 times tid, målt hjertelyd, scannes og en masse snak om fødsel, baby og medicin til igangsættelse… okay okay, stik mig så det medicin kære jordemoder så vi kan få gang i det her… i hånden får jeg noget nær VERDENS mindste lille mikro pille og et glas vand… nåååh ja ser man det, skal den lille bitte pille hjælpe mig med at få Ninja’rn ud?? Well, jeg skal have 1 pille hver anden time, vi får besked på at tage hjem og slappe af og lettere slukøret sætter vi kursen hjemad.

Eftermiddag kl. 15.00 skal vi møde op på fødegangen igen til tjek, imellemtiden har jeg ædt endnu en mikro lille bitte pille og er spændt på hvor mange jeg skal sluge før der kommer til at ske mere… (hmmm)
Tjek tjek tjek, her er flere piller, smut i bare hjem igen og hvile jer, og husk nu at ringe hvis der er det mindste!!!
Vi er atter hjemme, og det er tid til aftensmad (det bliver kinesisk takeaway, mindes jeg) har endnu ikke mærket sådan helt vildt meget til nogle veer andet end det spænder lidt over mavsen, så vi tager det stille og roligt med maden… jeg skulle konsultere min jordemoder inden jeg måtte tage 1 pille mere, jeg ringer og giver status og vi får thumps up til mere medicin – DEN SKULLE JEG DA ALDRIG HAVE TAGET…!!!! altså hør her, de der VERDENS mindste mikro lille bitte pille kan forårsage ve-storm som bivirkning skulle jeg lige hilse og sige. 2 timer efter sidste pille gik jeg rundt i huset som en høne der havde fået kappet hovedet af, samtidig med at jeg gav mig som et gammelt loft i stormvejr, nogle gange stod jeg på alle 4 i sofaen og gøede af en mand som SPURGTE OM JEG HAVDE ONDT???!!!
(Are you f******* kidding me??)

I desperation ringede jeg til jordemoderen, efter bedste overbevisning var JEG sikker på at jeg var sekunder fra at føde, jeg have det man kalder koblede veer, så det der med at få slappet imellem var en by i Rusland (hav respekt for VERDENS mindste pille!!!) vi blev dog enige om st give det lidt mere tid derhjemme hvor jeg tog et skøøønt bad og så var man ligesom også klar til at smide samtlige hæmninger man ejede på briksen.

Lidt i midnat går den ikke længere, min prusten, og av av av var blevet værre så vi kørte mod Hjørring igen i hvad jeg dengang tænkte var helvedes landevej. Rundkørsler og sving er bare et KÆMPE no-go når man har en fødende kvinde på forsædet (info: til mændene)
Jordemoderen var endnu ikke dukket op, så vi blev anvist til et undersøgelsesrum hvor jeg gik rundt og havde den sødeste sygeplejeske som synes jeg bare var MEGA sej til st tage veerne. 💪🏻
Jordemoder kom og skulle jo selvfølgelig undersøge hvor langt jeg var i forløbet – nedslående, ikke så langt som min hjerne synes vi var.
Hun gik til konference og kom tilbage, ja de var jo så blevet enige om at vandet skulle tages eftersom jeg var ret så plaget af de her koblede veer…
og vand kom der, så og gang i sagerne, på flere punkter… hold nu kaje for en nattefest vi havde gang i her, der var både lattergas, epidural-blokade, bræk, skalp-prøver på baby’s hovede (jaa, han var endnu ikke født) s-drop, ilt, transportabelt toilet, tøjskift, manden fik en lur osv osv… og pludselig blev der morgen med fuld gang i miss sunshine udenfor, mine forældre var lige ankommet og manden var blevet vækket, for NU skulle der dælme til at kæmpes, vi kørte nu på 13,5 timer og mor her er totalt færdig, jeg magter virkelig ikke at skulle gøre noget som helst aktivt mere, kroppen havde ikke fået hvile i maaaange timer og man føler man har kæmpet en krig ALENE mod 1000 riddere på heste og lanser.
Men hvorom alting er så vil ham Milo jo altså til at berige os med hans tilstedeværelse og jeg bruger 1 time og 10 min på at få ham helt overtalt, med fantastisk hjælp fra min mand og mor på sidelinjen, sygeplejersker som holder bentøjet, for de stænger er altså trætte (ja altså mine ben)

Og den time føles som en evighed, en smerte jeg nok aldrig kan beskrive, en kamp som føles lang og sej og totalt opgivende… men lige pludselig kommer der en SMUK OG FANTASTISK dreng op til mig og jeg er på et split sekund lige blevet MOR- verdens lykkeligste MOR.
Og på en split sekund bliver jeg ulykkelig, forvirret – jeg har en læge til at sidde i skridtet på mig og kan slet ikke forstå hvad der foregår, pludselig er stuen fyldt op med personale og jeg forstår cirka NUL af hvad der sker, jeg husker at jeg bliver kørt i “Hollywood-film-drama” style ud af fødestuen mens jeg grædende kigger på min mand som ligger med vores lille mirakel på brystet.
Jeg har stadig en læge imellem benene, jeg er på vej til operation ÅBENBART…!! Akut!!
Sønnike valgte så åbenbart at fejre hans ankomst med et hurra og begge arme over hovedet… og så kan i selv regne ud hvad det indebar.