Min fødselsoplevelse!

En mands fødselsoplevelse.

Jeg glemmer aldrig dagen. Fruen var gået en del dage over hendes termin og jeg havde fået sindrigt forklaret at nu skulle hun altså sættes igang.
Jeg kører hende op til Hjørring sygehus (køretid ca 30 minutter) om morgenen til tjek for om junior vil til at kigge ud. Det vil han ikke. Men jeg mindes hun får noget medicin for at skyde projektet igang. Vi bliver derefter sendt hjem med besked om at kigge op efter nogle timer.
Hvad der sker i disse mellemtimer står mig meget uklart. Men vi tøffer op til de søde folk på sygehuset igen (køretid ca. 30 minutter)
Denne gang bliver fruen også tjekket, om det er nu vi skal til at have junior ud. Det skal vi ikke. Jeg tror hun får lidt mere medicin og så tøffer vi hjem igen.
Dagen er nu ved at være omkring aftenstid (jeg har et par timer jeg igen ikke kan gøre rede for) og vi hygger på sofaen med mad og kaffe. Fruens største frygt er vidst min reaktion på at skulle ud af sofaen endnu engang. Men som et lyn fra en klar himmel står det mig lige pludselig meget klart at nu skal være nu.
Vi får fat i vores Jordemoder og får aftalt at vi “sætter” os i bilen (den ene af os sad ikke) og at vi mødes på sygehuset. (Køretid 12 minutter)

Vi suser igennem den ene rundkørsel efter den anden. Og ifølge fruen er der mindst dobbelt så mange vejbump denne gang. Jeg har været forudseende og pakket den store fede bil på gule plader, den har vel sagtens stået i tænding i noget der ligner en halv dag.
-note til kommende forældre. Når i tager en stor bil på gule plader når i skal op og have udleveret jeres afkom, så husk at have aftalt på forhånd hvordan den lille økonomiske hvidpladebil finder vej op til sygehuset i umiddelbar fremtid. – i er nemlig en mere når i skal hjem.
Jeg smider fruen af foran indgangen og får på noget der ligner 30 sekunder parkeret bilen og røget 4 smøger, før jeg i pace 3,00 får fundet fruen igen!
Heldigvis har jeg været på et aftenkursus hvor vi ved hjælp af slide shows fik planlagt ruten for os. Endnu mere heldigt var det at fruen havde hørt efter den aften.
En af mine største skuffelser denne aften må have været at hele sygehuset ikke stod på den anden ende da vi ankom (sen nat). Ikke så meget som en pedel med et lille dannebrogsflag kunne det blive til.
Men jeg får racet fruen op til de ventende læger og jordemødre. Vores jordemoder er dog ikke ankommet endnu og jeg får fortalt at vi ikke behøver at stresse endnu. Men med en puls på 250 og en frue der er sekunder fra at føde er mit fokusområde et hundrede procent en fødestue og et hav af lægeligt personale.
Hun skal dog lige tjekkes en sidste gang før vi kommer så langt. De synes faktisk ikke hun er langt nok i projektet endnu, men med smerter som en slået finger i piratfiskfyldt farvand kommer der lovning på at de vil “tage vandet” og sætte showet igang.
Nu er vi satme klar! Nu skal jeg være far!
Herefter følger 8 timer med usundt mange gange lattergas (har fået af vide hun kun fik det en time, da det er max – men jeg kan så hertil tilføje at man skal høre sandheden fra babyer og folk på lattergas!) kanyler, lægevagtskift, kaffe, mad, toilet besøg vi aldrig snakker om igen, holden i hænder, duppe panden med kolde klude, støtte og en masse andre vilde ting jeg kun svagt husker.
Det hele går lidt i stå efter en ordentlig gang bedøvelse af en art og jeg får besked på jeg lige kan tage en slapper på en briks ved siden af. Det bliver så til en god skraber imens fruen kæmper derud af.
De er dog så søde ikke at vække mig da et toiletbesøg bliver flyttet ind på fødegangen. De er Tilgengæld så søde at vække mig nu hvor det begynder at blive spændende. Vi kører nu på 14 time og med en kæreste der har slugt mere lattergas end Simon Spies og et åndedræt som et elitesportsudøver er det hele ved at være ganske virkeligt og junior kommer tættere og tættere på at skulle møde os.
Stuen fyldes med mere og mere personale og jeg upper mit pleje-game. Nu skal de satme se hvor sød en kommende far jeg er!
Vil du se?
Ej.
Pres! Pres! Husk åndedrættet! Pust ud, sug ind?! Pres pres pres pres pres.
Jeg kan se hans hovede! Og han har hænderne over hovedet (det er ikke en god ting som jeg eller ganske naturligt ville mene det ville være når man skal have noget stort ud fra noget/nogen små(t))
VRÆæÆææææLlllLlLl!
Hele min verden går i stå. Min baby er kommet til verden, jeg er far, jeg græder, og smiler, han er blå, gad vide om han altid vil være så krøllet, fruen får lov til kort at holde ham før hun bliver drønet videre til operation. -Nu er han lige pludselig det smukkeste i verden. Ingen folder, ingen krøller, en sund ikke blå hudfarve, verdens mindste hænder og fødder. Alle fortæller mig at han er helt perfekt. Det er han virkelig! Nok verdens bedste baby faktisk!
Jeg får besked på at tage min trøje af og ligge mig med ham imens fruen bliver lappet sammen. Hele min verden er i stå. Jeg kan kun fokusere på verdens smukkeste lille skabning. Og et par billeder – så fruen kan se hvor lækker han er når hun kommer til hægterne igen. Jeg får ham vejet og tjekket. Han er stadig helt perfekt.
Vi bliver kørt op på en stue, Milo stadig liggende på mit bryst. Kun dækket af mine arme og et tæppe. Vi får mange undrende blikke. Vi er mega ligeglade. Jeg har lyst til at skrige til hele verdenen at jeg er verdens lykkeligste mand!! Fuck store biler , dyre huse og rejser syd på. Det her et fandme virkeligt.
Jeg har aldrig levet så stærkt som de to timer hvor jeg er far for første gang i mit liv. Det kan ikke sammenlignes med noget i hele verden.
Måske kun overgået af at se fruen efter endt operation blive verdens bedste mor i samme sekund hun får lov til at holde ham – og hun har ikke sluppet ham endnu.